Valkyriens kamp

PROLOG

​

Thits mor skriger.

Pause. Hun skriger igen. Hjerteskærende.

Hver gang Thits mor skriger, holder Thit sig for ørerne – tydeligt det er dét hun tager afstand fra.

JOHANNES

Vores mor fik tolv børn. Da hun fik mig, gik en ryghvirvel ud af sit leje. Hun måtte transporteres til specialist i København i en særligt bygget trækasse. Folk troede hun var død, da vognen kom rullende med hende. Resten af livet måtte hun gå i et specialkonstrueret, blytungt jernkorset, som hun aldrig helt lærte at bevæge sig i. Men uden ville hun overhovedet ikke kunne støtte på benene.

(Thits mor skriger igen.)

Alligevel fortsatte hun med at føde børn. Hvert andet år. Som et urværk. Ved en af fødslerne sprængte hun begge trommehinder, og måtte bruge hørerør resten af livet. Sommetider søgte hun ud til kæret, hvor hun stod med oprakte hænder og skreg ud i luften. Nogle mente hun for en gangs skyld bare ville høre sin egen stemme… Jeg siger det bare fordi - for rigtigt at kunne forstå Thit - så må man også vide, hvad hun er formet af. Opstået i.

JENNY

Himmerland. Det eneste sted i verden, hvor Middelalderen varede til 1880… Fattigt, drukfældigt…

JOHANNES

Skovløst. Fuldstændig åbent land, som vinden suser hen over som over en tagrygning. Stort set alt hvad Thit skrev, alt hvad hun sagde, alt hvad hun var, og alt hvad hun vidste – kom fra vores

hjem og opvækst i Himmerland. Himmerland formede hende.

JENNY

Himmerland formede hendes stormende forargelse. Over mandens arveret, kvindens manglende uddannelsesmuligheder, kvindens manglende rettigheder. Ægteskabets udformning, børnefødsler, børnedødelighed, ufrihed, seksualmoral, arbejdsmoral - vejret sommetider… Forargelsen drev Thit… Og drev os andre til vanvid! Jeg kan godt huske, da Thit blev født. Hun var så uhyggeligt grim, at alle der kom på barselsbesøg, gik grædende derfra. Jeg overdriver ikke, hendes mund var deform, hun havde dobbelte læber. Thits mor lagde gazebind stramt over munden på hende; i tre måneder sagde Thit ikke en lyd. Uden at afsløre for meget kan jeg godt sige: Dét fortog sig.

JOHANNES

Når jeg tænker tilbage på Thit… Var hun der altid… Og hun var der aldrig… Hun forsvandt sommetider bare. Gemte sig ovre på kirkegården. Sad med lukkede øjne på familiegravstedet – som i trance. Og lyttede. Og når man spurgte hende, hvad hun lyttede til, svarede hun: Stilheden.